torsdag den 14. juni 2007

Idé-bank

På mødet den 1.6.07 drøftede vi, hvordan vi kunne forbedre de områder i innovationsprofilen, hvor vi skiller os ud.
Undersøgelsen viser, at vi med fordel kunne kigge på følgende fem punkter:

1. Analyse
2. Planlægning og risikoplanlægning
3. Markedsforberedelse
4. projektledelse under innovationsprocessen
5. Tilgang og metoder til brugerinvolvering

Disse kan bruges helt eller delvis i forbindelse med såvel eksterne som interne projekter, det være sig store eller små.
Det blev drøftet, at der kan oprettes en idé-bank, hvor alle kan komme med idéer uden absolut selv at skulle være hovedpersonen i projektet/ideén. Det forudsætter selvfølgelig, at der er en gruppe, der er ansvarlig for idé-banken og dens arbejde. Vi anser det for meget vigtigt, at der gives tilbagemelding til ideéns ophavsmand.
Det er team-gruppen, der afgør om en idé/et projekt skal sættes i søen. Det er her vigtigt at gøre sig klart, om der er ressourcer til at gennemføre idéen eller projektet.

Janne og Birte

mandag den 11. juni 2007

Hvad er innovation for os?

Innovation - ja først skal man tygge lidt på ordet og prøve at finde ud af hvad det indebærer for os. Det var jo svært nok at få hold på under innovationscup'en! Jens formulerer det det enkelt og forståligt.

Innovationsprocessen kan være selv små fornyelser hos os, selv om det i "gode råd for innovation" står Tænk stort! Jeg synes det er svært i den uafklarede situation vi står i p.t.

Under vores møde 1.6 var vi inde på emner som PR. I mit arbejdsområde indgår ForbrugerInfopunktet som ikke lige frem har været nogen stormende success. Publikum vil hellere gå direkte til Forbrugerstyrelsen. Hvad kan vi gøre for at blive bedre kendt ude hos forbrugerne?

Snakken på mødet gik også på brugerinvolvering f.eks. gode ideer fra lånerne til vores web.

Da Randers Bibliotek havde fået sådan en fin placering i cup'en, nr.4 , "dumpede" jeg ned i deres hjemmeside for at kigge mig lidt omkring. Her kan man "chatte med chefen", Leon, en time hver uge eller lægge et spørgsmål til senere besvarelse.

Vi var også inde på hvor man nå går hen med alle sine nye ideer. Jens og Nina nævner en innovationsgruppe/projektgruppe bestående af iderige og nysgerrige kolleger som kan gå videre med tankerne og se om det kan føres ud i det virkelige liv.

Britt

onsdag den 6. juni 2007

Ideer kan afprøves i innovationsgruppen

Det er blevet min opgave at starte denne blog om innovation i Høje-Taastrup Kommunes Biblioteker. Jeg sender en tak til Wanda, der har lavet de indledende tekniske øvelser og designet siden.
Det er klart, at vores deltagelse i Innovation Cup har givet anledning til overvejelser om, hvordan vi kan blive bedre til de processer, der indgår i innovation. Jeg har et sted set innovation beskrevet som processen fra ide til marked, og denne enkle beskrivelse dækker udmærket de områder vi berørte på mødet den 1.6. med den tilføjelse, at innovation også kan vedrøre interne processer, der forhåbentlig i sidste ende også kommer markedet og altså publikum til gavn.
På mødet den 1.6. blev det nævnt, at der faktisk formuleres en række ideer i vores organisation, men de bliver fulgt op eller måske ligefrem "tiet" ihjel. Det vil være interessant at vide, hvor opstår disse ideer, er det på møder eller mellem kolleger i et bestemt fagligt fællesskab. Viden om ideskabelse kan give anledning til at sætte fokus på processer, der allerede virker. Det er min opfattelse, at vi savner fora, hvor innovation er i centrum, hvor det er legalt at lege med vilde ideer og hvor der ikke nødvendigvis skal træffes beslutninger her og nu, om hvorvidt vi har at gøre med et bæredygtigt projekt. Jeg luftede på mødet ideen at oprette en innovationsgruppe, eller hvad vi nu skal benævne den, der på en anerkendende måde, nysgerrigt går i dialog med idemagerne og forsøger fra forskellige vinkler at få belyst og videreudviklet et projektforslag.
Jens